tirsdag den 28. september 2010

En ny bog



Rikke fra Honning og Flora udgiver en bog i slutningen af november måned. Jeg synes, at det er spændende med alle de piger der i øjeblikket udgiver bøger om de ting der interesserer dem, om som Rikke skriver "gl. ting, vintage, boheme, boliger, haver, mad, loppemarkeder, børn, blomster, kærlighed, gode råd, tanker og tilfældigheder". Jeg kan sagtens tåle at læse et par stykker til, og mangler vist lige at købe en julegave til mig selv.

Dagens billede (ovenfor) er derfor, selvfølgelig, en porcelænskrukke hjembragt fra Honning og Flora.

og så en lille flødekande, som jeg "kom til" at købe på Nørrebro, den dag vi ventede på at det skulle blive tid til kagekursus.

søndag den 26. september 2010

Hvad er det, Piet van Deurs


Det er ikke fordi jeg vil skrive om jul, på ingen måde... slet ikke....absolutement ikke, jeg har bare ledt efter et billede af nogen særlige "frugter", som jeg noget så gerne vil have, og billedet fandt jeg altså i Jeanne d'Arc Livings julebog.
Er der mon nogen der, på trods af den dårlige billedkvalitet, kan fortælle mig hvad "frugterne" hedder, er det mon oliven eller dadler eller noget helt 3. - og hvor kan man købe dem, når man ikke er i branchen ???????
billederne er, som nævnt, fra Jeanne d'Arc Livings julebog


onsdag den 22. september 2010

Penthouse med egen tagterrasse til salg



Sønnen skal flytte, og han skal sælge den skønne lejlighed han bor i nu. Lejligheden ligger et stenkast fra Rådhuspladsen i København og til lejligheden hører en pragtfuld terrasse i 4. sals højde - beskytte mod indblik fra alle sider, men alligevel med en fantastisk udsigt. Jeg synes, at jeg vil vise nogle billeder derfra - mens der endnu er tid.



Plads til masser af skønne blomster - selvom det er midt i byen. Hyggeligt, også en regnvejrsdag, hvor vandet plasker ud af munden på dragen, og skulle beholderen løbe over, så pyt - det løber ned på taget under brædderne og videre ned i tagrenden.

Der er vinduer i hele stuens bredde, så man rigtig kan nyde synet af blomsterne. Og udsigten fra terrassen er der som sagt ikke noget i vejen med.

Vi kommer til at savne, at kunne sidde i solen på terrassen og drikke kaffe når vi besøger sønnen i staden - men vi håber, at hans nye bolig bliver lige så skøn, og at salget går hurtigt og godt, når det nu skal være.

Home sag 148B4337

mandag den 20. september 2010

Manglende tidsfornemmelse


En af mine Azaleaer har åbenbart mistet sin tidsfornemmelsen, den skulle jo ikke blomstre igen før til foråret. Den har gjort det før i milde efterår, men kun med enkelte blomster - i år er der rigtig mange - den er da helt "rundt på gulvet"!!!

søndag den 19. september 2010

Mig, konditor, njaaaaai ikke rigtig


Jeg har været i køkkenet med Nikolaos Strangas som er chefkonditor på Era Ora - ta' den!!!! 

Nå, ja - altså ikke i køkkenet på Era Ora, det var et arrangement hos Chokoladeselskabet Egentlig troede jeg, at jeg skulle lære at lave Macaroons, men læreren sagde, at de næsten er umulige at lave hjemme, og at han derfor synes at vi skulle springe det over. Det blev dog alligevel til, at der blev forsøgt fremstillet en enkelt portion - desværre lavede mit hold den fejl at blande sukker i mandelmelen í stedet for florsukker, så forsøget mislykkedes og det blev kun til almindelige makroner. De smagte nu også mægtig godt - og der blev fremstillet mange andre godbidder, som vi bagefter smagte på - lige til et stykke over kvalmegrænsen.

Jeg tror nu ikke at jeg bliver kagebager, jeg giiiiider simpelthen ikke, jeg vil meget meget hellere nyde end yde på den front.

fredag den 17. september 2010

Frk. Iberis

Hvis du skulle være så heldig at din vej fører dig i nærheden af Middelfart, så skulle du ta' og besøge Iben i hendes skønne blomsterbutik - allerede udenfor kan man se, at der er noget godt i vente, så charmerende som der er pyntet op. Selve butikken er spændende og inspirerende, der er både smukke blomsterarrangementer og ting, som man næsten må eje - og Iben  - hun er sød. Mine billeder fra butikken er elendige, og jeg har desuden ikke bedt om lov til at fotografere, så jeg viser kun de 3 her - men smut ind på Frk. Iberis og se Ibens egne billeder, hendes blog er et besøg værd.
Desværre var Uffe ikke hjemme, ham ville jeg ellers gerne have hilst på :-)

Torsdag var min dag

Morgenmad på 10. etage med udsigt over Århus Havn, det er sør'me ikke så dårligt, jeg tror at jeg kunne vænne mig til det. Efter sådan en start måtte det jo blive en god dag, og det blev det. Torsdag er foreløbig min ynglingsdag i denne uge. Lækker morgenmad, yndigt momskursus og besøg hos Frk. Iberis - og en regnbue over Lillebæltsbroen, jo-joeee

onsdag den 15. september 2010

Barberspejls eksperimenter

Til et maskulint billede, skal der maskuline blomster, men hvad er det..... kunne det være snebær?, njaeee så skal de nok ikke være bundet i krans..... på den anden side lauerbær kranse er da noget mænd har fundet på.

Til ovenstående billede kunne det være løjtnantshjerter, men dem har jeg ingen af.
Nyt eksperiment, der skal selvfølgelig barber-grejer i arrangementet. Tobaksvarer er vist yt

tirsdag den 14. september 2010

Bare jeg havde skrevet det op


Jeg købte to nye planter på Sofiero, men jeg har glemt hvad de hed, de lignede hinanden, de er ikke så høje og de havde små mørkerøde blomster. På den ene var blomsten enkelt og på den anden dobbelt, bladene er, som man kan se også forskellige. Jeg synes at blomsten hed noget med "fingre" på svensk (sikkert på grund af bladene) og efter at have kigget på http://www.perenner.se/hem.html, har jeg besluttet at det nok er en blodfingerurt (Potentil).
Der var ingen blomster på de eksemplarer jeg købte, ellers var det nok noget nemmere at finde dem......Bare jeg havde skrevet det op i min lille sorte lommebog, det er jo bl.a. derfor jeg altid bærer rundt på den!

søndag den 12. september 2010

Havens Dag 2010


Det er Havens Dag i dag, og der er blevet indkøbt Narcisser og hvide og lilla prydløg til det renoverede "Underbirkenerdermegettørt-bed" De prydløg, der stod der i forvejen, er simpelthen blevet til mumier....de har ellers stået der i flere år, så jeg ved ikke lige hvad der er sket.

Overgartneren går ikke med forklæde, så jeg måtte få træmanden til at stå model, i mit nye haveforklæde fra Sofiero, til dagens blog-billede.

fredag den 10. september 2010

Week-end

Det er havens dag på søndag, mon ikke det bliver til et planteskole besøg... eller to. God week-end.

Jeg har været ude at sejle med sørøverskib i dag, det var nu meget civiliseret selv om Jolly Roger vajede fra mastetoppen.Sejlturen gik til Middelgrundsfortet med  kollegerne, sådan en "event-pakke" med konkurrencer og spisning. Under turen rundt på fortet kunne et par kolleger (med store øjne af overraskelse) berette, at de havde set en lyslevende papegøje i krattet, meget naturligt alt sørøveriet taget i betragtning, desværre var det knap så eksotisk, det viste sig at være en guldfasan - at de kunne forveksle de to arter var lidt overraskende, og meget morsomt.

onsdag den 8. september 2010

Fødselsdag

Min blog fylder 1 år i dag - så der må kage til - Raw food - nødde/blåbærkage...........
Det var meget skægt at prøve......... men jeg er ikke så vild med abrikos/nødde bunden - det smagte lidt for meget som de nødde/frugpålægs-stænger som "Lille" fik med i børnehaven, dengang for længe længe siden. Men det er jo selvfølgelig også det det er.

mandag den 6. september 2010

Wihsful thinking

Store modne figner, smovse, smovse
... og nej, de er så ikke fra egen have (kun bladene), vores figner er små, hårde og grønne og bliver næppe til spiselige himmerigsmundfulde i år. Men måske næste år... eller næste.....

lørdag den 4. september 2010

Fuglebjerggaard, Høstmarked

Høstmarkedet på Fuglebjerggaard hos Camilla Plum i dag var overordentligt velbesøgt, det kan jeg godt forstå, for det var smadder-hyggeligt at gå rundt imellem de forskellige boder med planter, honning osv osv, og selve gården med den kæmpe store have er også et besøg værd, og for at være ærlig, så er det også lidt sjovt at se gården, som har været så meget i fjernsynet i forbindelse med Camilla Plums madudsendelser, og jeg fik købt den plante, som egentlig var turens mål, og som er på billedet ovenfor : skønhedsøje (Coreopsis)- som jeg har set hos Annika på bloggen Naturliga Ting,  

nåhr ja, og så købte jeg også et par andre planter og så'rn ;-)



Stjerneskærm "Moulin Rouge" og Stenurt "Bertram Anderson"

fredag den 3. september 2010

torsdag den 2. september 2010

EF-dag (Endelig Fredag)

Week-end'en nærmer sig. Med et lille hortensia hjerte og lidt godis fra Hjo, ønsker jeg god week-end.